Af Benjamin Damon
Der var et tidspunkt, nærmere bestemt lige efter Ex Machina (2014) var udkommet, hvor jeg anså Alex Garland som en af verdens dygtigste manuskriptforfattere – og måske også godt på vej til at blive en hamrende talentfuld instruktør. Efter at have skrevet for Danny Boyle på både 28 Days Later (2002) og Sunshine (2007) og braget ind på instruktørscenen med førnævnte Ex Machina – en af de skarpeste sci-fi film i nyere tid – virkede han ganske ustoppelig og helt som sin egen.
Desværre er der røget lidt af magien sidenhen. Annihilation (2018) var et visuelt overflødighedshorn og et ekstremt ambitiøst projekt, der ledte tankerne hen på store mestre som Kubrick og Tarkovskij. Det var dog som om, at noget af genialiteten fra de tidligere projekter var forsvundet i det storladne epos.
I Men har Garland imidlertid skruet endnu mere op for absurditeten, om end historien er mere jordnær. Harper (Jessie Buckley) bor i London, men har besluttet sig for at droppe storbyen for en stund. Hun har derfor lejet sig ind i en totalt overdimensioneret herregård, hvor hun skal forsøge at komme sig over de traumer, hendes eksmand har givet hende.
Det er svært konkret at fortælle, hvad Men egentlig handler om, for Garland er ikke just typen, der serverer den slags på et sølvfad. Det er dog helt sikkert, at han ønsker at fortælle noget om det dysfunktionelle og patriarkalske i vores samfund, der gang på gang favoriserer og arbejder for mænd.
Allerede da Harper ankommer til den lille landsby, hvor herregården ligger, konfronteres hun med en brøkdel af den groteskhed, som hun vil mærke meget mere til senere. Udlejeren af gården, Geoffrey (Rory Kinnear), er simpelthen dybt mærkelig, og selvom han ikke er decideret uvenlig, er der noget off ved ham – som da han spørger, hvor Harpers mand er henne, for hun har jo skrevet Mrs. på bestillingen.
Det skal dog ikke slå hende ud, så Harper beslutter sig for at udforske den skønne natur i nærområdet. Hun finder en dyb tunnel i skoven og oplever en form for banal glæde i noget så barnligt som ekko; hun laver sågar musik med ekkoet i en sekvens, der visuelt og sonisk er dybt fascinerende.
Lige pludselig står en mand dog nede for enden af tunnelen. Så var det alligevel ikke sjovere, og hun vender om og prøver febrilsk at finde hjem gennem den ensomme skov.
Da hun endelig er ved at have fundet tilbage til herregården, støder hun på endnu en mand – eller er det den samme? Han står uden en trevl på kroppen og kigger på hende. Hvad i alverden vil han? Hvem er han?
Herfra bliver filmens præmis ret hurtigt klar; Harper hjemsøges af samtlige mænd, hun møder, som i øvrigt alle sammen spilles af Rory Kinnear. Han er fremragende i sin vekslen mellem at spille byens politimand, udlejeren af huset, den afsindigt gustne præst, bartenderen på pubben osv. Der er noget gennemført creepy ved at se det samme ansigt, uanset hvor du går hen – på trods af at Harper ikke synes at lægge mærke til, at det er de samme ansigtet, hun løber ind i?
Men er ikke nogen perfekt film, og det er ikke Alex Garlands bedst skrevne film. Første halvdel står klart stærkest med sin foruroligende, langsomt opbyggende stemning. Da det først begynder at kamme over mod slutningen, bliver det så hysterisk, at det er decideret komisk – de sidste 15 minutter er rablende sindssyge!
Garland tæsker også sin pointe om det dårlige ved mænd ind i hovedet på seeren uden for alvor at sige sindssygt meget. Var det nødvendigt for ham at lave den her film? Måske ikke. Burde det i stedet være kvinder, der fortalte denne slags historier? Måske. Det ændrer ikke på, at det er et visuelt imponerende værk, der frastøder, betager, skræmmer og besnærer.
Kommentarer